... bærer jeg videre takket være min oldefar Jørgen, der i januar 1906 allerede havde indset, hvad branding kan gøre.
Han levede af at sælge fisk fra en trækvogn i nærheden af Svendborg og var en af de glade såkaldte "Munterunger", som min tipoldefar og tipoldemor i Øksenbjerg opfostrede. Derfor gik han til politimesteren i Svendborg og købte retten til at bruge familienavnet Munter.
Hvorfor det lige, af de mange Munterunger i Øksenbjerg, blev oldefar Jørgen, der skiftede dåbsnavnet Hansen ud, melder historien eller arvingerne ikke noget om. Men forpligtelsen om at leve op til navnet, eller i hvert fald forsøge på det, er gået i arv til ca. 60 sjæle i hele landet. Det forklarer også, hvorfor Munter staves lige ud af landevejen - som at være glad - og ikke Munther, Münter eller Munder.
Vil du læse mere om navnet, så har journalist Bjarne Bekker i anledning af navnets 100-års jubilæum i 2006 skrevet følgende:
